Den Europæiske Unions historie

Da en række lande gik sammen om at lave Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, lavede de ikke en plan for, hvordan samarbejdet skulle udvikle sig. Borgere, parlamentarikere og regeringer havde alle forskellige tanker og drømme om, hvad samarbejdet skulle ende med.

Med tiden er nye politikområder kommet til, flere lande er kommet med i samarbejdet ad flere omgange, og institutionerne har flyttet sig – nogle har fået mere magt i EU-systemet, mens andre har måttet dele ud af deres. Udviklingen er sket i takt med, at nye traktater er blevet vedtaget.

1951

Kul- og Stålunionen skulle sikre fred i Europa

© European Communities , 1951   /  Source: EC – Audiovisual Service.

Kul – og stålunionen grundlægges den 18. april 1951 med Paris-traktaten.

Frankrigs udenrigsminister Robert Schuman sendte i 1950 en særlig invitation til ærkefjenden Tyskland, som Frankrig havde kæmpet imod i både første og anden verdenskrig. Han foreslog, at Tyskland og Frankrig skulle oprette en fælles organisation og lade den kontrollere landenes produktion af kul og stål. Organisationen skulle forhindre, at Tyskland og Frankrig brugte deres kul og stål til at producere våben, som de kunne bruge imod hinanden.

Både Tyskland og Frankrig var trætte af krig, men begge lande vidste, at gamle aggressioner hurtigt kunne blive vakt til live. Derfor dannede de sammen med 4 andre lande Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab.

Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab skulle ikke kun overvåge, hvor meget kul og stål de enkelte lande producerede. Den skulle også oprette et fælles marked, hvor landene kunne handle med de to råstoffer. Man ville binde landene økonomisk sammen, så gamle fjender fik fælles interesser. De skulle samarbejde i stedet for at gå i krig med hinanden.

Både Frankrig og Tyskland havde interesse i at knytte tættere bånd. Frankrig havde svært ved at klare konkurrencen med tyske kul- og stålvirksomheder, og et fælles marked med regulerede priser på kul og stål kunne gøre Frankrigs problemer mindre. Tyskland var på den anden side interesseret i at få et ligeværdigt forhold til landene i Europa efter krigen, og det kunne Kul- og Stålfællesskabet hjælpe med.

I 1951 underskrev Frankrig, Vesttyskland, Italien, Holland, Belgien og Luxembourg “Traktaten om oprettelsen af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab”. Den indførte bl.a. en række overstatslige institutioner, som skulle styre samarbejdet – de blev forløberen for Europa-Kommissionen, Ministerrådet, Europa-Parlamentet og EU-Domstolen.

1957

Fællesmarkedet bliver født

© European Communities , 1967   /  Source: EC – Audiovisual Service   /   Photo: Franco Canti

 

Romtraktaten underskrives af de seks lande, og samarbejdet kommer til at hedde EF (Det Europæiske Fællesskab). Den nye aftale skaber et fælles marked, hvor bl.a. arbejdskraft og varer kan bevæge sig frit.

I 1957 gik landene i Kul- og Stålfællesskabet et skridt videre. De ville have et bredere økonomisk samarbejde, som ikke kun handlede om at administrere medlemslandenes produktion af kul og stål.

Landene ville skabe et fællesmarked, hvor varer og mennesker frit kunne bevæge sig på tværs af grænser. Det samme skulle gælde for kapital og tjenesteydelser, som f.eks. transport af varer eller rejser.

Landene underskrev derfor Romtraktaten, som i virkeligheden indeholder to aftaler. Den ene aftale dannede Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF) med fri bevægelighed for varer, mennesker, tjenesteydelser og kapital.

EØF afskaffede gradvis told på varer, som blev handlet mellem landene. Til gengæld kom der told på varer fra lande uden for fællesmarkedet. Fem år senere, i 1962, gik landene også i gang med at udvikle et fælles landbrugsmarked, hvor de kunne handle med bacon og andre landbrugsprodukter.

Den anden aftale, som landene underskrev i 1957, etablerede Det Europæiske Atomenergifællesskab (Euratom). Her samarbejder landene om at udvikle atomenergi til fredelige formål. Landene troede nemlig, at atomenergi ville blive fremtidens energiforsyning.

Det europæiske samarbejde bestod altså af tre fællesskaber: Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKFS), Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF) og Det Europæiske Atomenergisamarbejde (Euratom). De blev slået sammen til Det Europæiske Fællesskab (EF) i 1967.

1973

Danmark kommer med i fællesskabet

© European Communities , 1972   /  Source: EC – Audiovisual Service

 

Samarbejdet udvides nu for første gang med flere medlemslande. Danmark, Irland og Storbritannien bliver medlem af EF den 1. januar 1973.

Danmark var ikke med i det europæiske samarbejde helt fra starten. Det kom vi i 1973, da Det Europæiske Fællesskab (EF) for første gang blev udvidet. Danmark blev optaget sammen med Storbritannien og Irland, og EF gik fra 6 til 9 lande.

Danmark var egentlig med i Den Europæiske Frihandelssammenslutning (EFTA), som skulle skabe et fælles marked for lande uden for EF. EFTA blev oprettet som et modtræk til EF, så der var altså to økonomiske blokke i Europa. Danmark havde økonomiske interesser i begge blokke, men eksporterede mange landbrugsvarer til især Storbritannien. Så da briterne bankede på EF’s dør, gjorde Danmark det samme.

Både Storbritannien og Danmark havde to gange i 1960’erne ansøgt om at komme med i EF, men Frankrigs præsident Charles de Gaulle havde været imod. Først da han gik af som præsident, kunne Danmark træde ud af det europæiske venteværelse.

1979

Direkte valg til Europa-Parlamentet for første gang

© European Union, 2018

 

Første direkte valg til Europa-Parlamentet. Den franske politiker Simone Veil bliver formand for Europa-Parlamentet efter det første direkte valg.

Hvert femte år går vælgere over hele Europa til stemmeurnerne, når der er valg til Europa-Parlamentet. Sådan har det ikke altid været. Før 1979 blev medlemmerne i Europa-Parlamentet nemlig udpeget i de nationale parlamenter og sad på et såkaldt dobbeltmandat.

Det ændrede sig i 1979, hvor der for første gang var direkte valg til Europa-Parlamentet. Det gav Parlamentet en styrket stemme og demokratisk legitimitet.

Hvor Europa-Parlamentet før 1979 mest havde en rådgivende rolle, godkender det i dag EU’s budget og er sammen med Ministerrådet medlovgiver på næsten alle EU’s politikområder.

Læs mere

1985

Landene samarbejder om grænser og paskontrol

© European Union , 2011   /  Source: EC – Audiovisual Service   /   Photo: Johanna Leguerre

 

Schengenaftalen bliver underskrevet. Schengensamarbejdet ophæver personkontrollen ved de fælles grænser inden for Schengenområdet, opstiller fælles regler for passage af Schengen-områdets ydre grænser og giver ens visumregler for borgere fra lande udenfor EU.

I dag kan man køre fra Slagelse til Sevilla nærmest uden at opdage, at man passerer en landegrænse. Som EU-borger kan du nemlig rejse frit rundt i medlemslandene uden at skulle vise pas ved grænsen – med undtagelse af nogle få, midlertidige grænsekontroller. Det skyldes Schengensamarbejdet.

Samarbejdet blev indledt i 1985, da 5 lande (Belgien, Frankrig, Holland, Luxembourg og Vesttyskland) mødtes nær byen Schengen i Luxembourg og blev enige om at oprette et fælles område uden indre grænser og grænsekontrol.

Schengensamarbejdet udvidede den fri bevægelighed for personer, der rejser mellem de lande, der deltager i samarbejdet – de såkaldte Schengenlande. Det skærpede til gengæld grænsekontrollen ved de ydre grænser, som nu skulle udføres efter fælles regler.

De fem initiativtagere til Schengensamarbejdet havde helst set, at de andre EF-lande gik ind i samarbejdet, men medlemslandene kunne ikke blive enige om vilkårene. Først da Amsterdamtraktaten trådte i kraft i 1999, blev Schengenaftalen indarbejdet.

Læs mere

1986

Fællesmarkedet bliver til det indre marked

© European Communities , 1986   /  Source: EC – Audiovisual Service

 

Den Europæiske Fællesakt (Fællesakten) undertegnes i Luxembourg 17. februar 1986 og i Haag 28. februar 1986. Målet er at etablere det indre marked.

Romtraktaten fra 1957 lagde grundstenen til et fællesmarked, hvor personer, varer, kapital og tjenesteydelser frit skulle kunne krydse medlemslandenes grænser. Men næsten 30 år senere var der stadig en række handelshindringer, der gjorde det svært for virksomheder at sælge deres varer i de andre EF-lande.

Medlemslandene vedtog derfor “Den Europæiske Fælles Akt” – eller EF-pakken, som den blev kaldt i Danmark – som skulle rydde nogle af de hindringer af vejen, der fortsat eksisterede for den frie handel.

Den Europæiske Fælles Akt dannede vejen for oprettelsen af det indre marked, som skulle gøre det nemmere for mennesker, varer, kapital og tjenesteydelser at krydse grænser mellem EF-landene. EF kunne nu bedre ensrette landenes regler for, hvordan varer skulle fremstilles, og hvad de måtte indeholde.

Ministerrådet fik nemlig lov til at træffe beslutninger ved kvalificeret flertal på det indre marked og en række nye områder, som f.eks. miljø og arbejdsmarkedspolitik. Fællesakten gav også Europa-Parlamentet mere indflydelse på lovgivningen i EU. Hvis Europa-Parlamentet havde ændringer til en EU-lov, kunne kun et enigt Ministerråd afvise dem.

EF-landene havde uformelt samarbejdet om udenrigspolitikken siden 1970’erne inden for det såkaldte EPS-samarbejde. Nu blev samarbejdet gjort formelt, og landene formulerede for første gang fælles udenrigspolitiske holdninger, selv om det stadig var et mellemstatsligt anliggende.

1992

EF bliver til EU

© European Communities , 1992   /  Source: EC – Audiovisual Service   /   Photo: Christian Lambiotte

 

Maastrichttraktaten danner nye rammer om samarbejdet – EF bliver til EU. Ved en folkeafstemning stemmer danskerne i første omgang nej til traktaten. Politikerne forhandler en ny aftale, der blandt andet indeholder Danmarks fire forbehold. Året efter bliver den nye aftale vedtaget.

I 1992 blev det Europæiske Fællesskab (EF) omdannet til den Europæiske Union (EU). Medlemslande var nemlig blevet enige om Traktaten for Den Europæiske Union (TEU), som blev forhandlet på plads i den hollandske by Maastricht – og derfor kom til at hedde Maastrichttraktaten.

Denne traktat udvidede samarbejdet til flere områder, bl.a. et fælles rets- og politisamarbejde, hvor landenes politi og retsvæsen kunne arbejde sammen om at løse kriminalitet på tværs af grænser. Traktaten banede også vejen for en fælles mønt (euroen), et unionsborgerskab og med tiden et fælles militært samarbejde.

Maastrichttraktaten blev sendt til folkeafstemning i Danmark, hvor den blev afvist af et lille flertal på 50,7 pct. af stemmerne. Resten af Europa var i chok over danskernes afvisning, og der blev indkaldt til krisemøder i EU. Maastrichttraktaten kunne nemlig kun træde i kraft, hvis alle medlemslande ratificerede den.

Efter folkeafstemningen gik en række af Folketingets partier sammen om en aftale, som de døbte ”det nationale kompromis”. Det gik ud på, at danskerne skulle godkende Maastrichttraktaten, men at Danmark skulle stå uden for samarbejdet på en række områder.

EU’s stats- og regeringsledere mødtes efterfølgende i Edinburgh i Skotland for at lave en aftale, som kunne bevare Danmark i EU og samtidig respektere det danske nej fra folkeafstemningen. Landene gav Danmark lov til at fortsætte i EU med en række forbehold over for de dele af Maastrichttraktaten, som de danske politikere mente havde fået flertallet af vælgerne til at stemme nej. Danmark accepterede på den anden side, at vi ikke ville forhindre de andre medlemslande i at gå videre indenfor rammerne af Maastrichttraktaten.

Danmark fik lov til at stå uden for EU-samarbejdet på 4 områder: Vi kunne beholde den danske krone. Vi fik præciseret, at unionsborgerskabet ikke erstattede et dansk statsborgerskab. Vi fik også lov til at stå uden for det fælles forsvarssamarbejde, og Danmark skulle ikke deltage i EU-lovgivning om fælles asylpolitik, indvandringspolitik og politisamarbejde.

Året efter, i 1993, stemte danskerne igen om Maastrichttraktaten – men nu med de fire forbehold fra Edinburghaftalen. Denne gang blev det et ja, og Maastrichttraktaten kunne nu gennemføres.

1997

EU udvider og optager Schengen

© European Communities , 1997   /  Source: EC – Audiovisual Service   /   Photo: Carl Cordonnier

 

Amsterdamtraktaten underskrives den 2. oktober 1997, og den 28. maj 1998 stemmer et flertal af danskerne ja til traktaten ved en folkeafstemning. Amsterdamtraktaten udvider samarbejdet, og giver blandt andet EU mulighed for at lovgive om indvandring og civilret.


Fire år efter afstemningen om Maastrichttraktaten skulle danskerne igen i stemmeboksen, og denne gang stemte et flertal af vælgerne ja til Amsterdamtraktaten.

Amsterdamtraktaten forenklede EU’s beslutningsprocedure ved at gøre det muligt for Ministerrådet at træffe beslutninger med kvalificeret flertal på områder, hvor der hidtil havde været enstemmighed.

Amsterdamtraktaten gjorde også Europa-Parlamentet til medlovgiver sammen med Ministerrådet, så begge institutioner fremover skulle være enige om EU-love, før de kunne blive til noget. Denne beslutningsprocedure blev udvidet til mange flere politikområder.

EU fik samtidig lov til at lovgive om bl.a. civilret – f.eks. om, hvilket lands regler der gælder, hvis forældre fra to forskellige EU-lande skal skilles.

På samme måde fik EU lov til lovgive om grænsekontrol, indvandring og asyl, der hidtil havde hørt under det mellemstatslige EU-samarbejde.

1999

Euroen bliver indført


© European Union , 2014   /  Source: EC – Audiovisual Service   /   Photo: Petras Malukas

 

Euroen bliver vedtaget. Valutaen indføres i 2002. I marts 2000 ønskede den danske regering at få euroforbeholdet fra 1993 ophævet. Et flertal af danskerne stemte nej til at ophæve forbeholdet.

Når du tager på badeferie i Sydspanien, kan du bruge de kontanter, du ikke fik brugt på skiferien i de østrigske Alper – uden at skulle veksle først. EU’s fælles valuta er nemlig euroen, og den er det eneste lovlige betalingsmiddel i de 19 EU-lande, der til sammen udgør eurozonen.

EU’s medlemslande besluttede med Maastrichttraktaten, at EU skulle have en fælles valuta – euroen. Derfor oprettede EU i 1999 Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU’en), hvor eurolandene bl.a. samarbejder om en fælles valuta og en fælles monetær politik styret af Den Europæiske Centralbank (ECB).

I Danmark betaler vi dog stadig med danske kroner. EU-landene har nemlig aftalt, at Danmark kan stå uden for samarbejdet om den fælles mønt. Samtidig sagde et flertal af vælgerne nej til at afskaffe det danske euroforbehold, da regeringen med daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) i spidsen i år 2000 udskrev en folkeafstemning om, hvorvidt Danmark skulle være med i eurosamarbejdet.

Læs mere

2003

EU gør klar til at modtage nye medlemslande


© European Communities , 2001   /  Source: EC – Audiovisual Service

 

Nice-traktaten træder i kraft. Traktaten har til formål at ændre EU’s institutioner, så EU er klar til at blive udvidet med en række lande fra Østeuropa.

Omkring årtusindskiftet arbejdede EU på at optage en række lande fra Central- og Østeuropa efter Sovjetunionens sammenbrud 10 år tidligere. For at EU kunne fungere med 10 nye medlemslande omkring forhandlingsbordet, skulle beslutningsprocedurer og institutioner justeres. Det blev de med Nicetraktaten.

Nicetraktaten blev kaldt EU’s udvidelsestraktat. Den skulle gøre det lettere at træffe beslutninger, når EU fik flere lande omkring forhandlingsbordet. Den ændrede bl.a. stemmereglerne i Ministerrådet og reducerede antallet af kommissærer i Europa-Kommissionen.

Tidligere skulle Ministerrådet på mange områder være enigt, før en EU-lov kunne blive til noget. Men fremover kunne flere politikområder vedtages med kvalificeret flertal.

Landene blev også enige om, at hver medlemsland kun skulle have ét medlem af Europa-Kommissionen. Tidligere havde de 5 store medlemslande 2 kommissærer hver. Derudover fik Europa-Parlamentet flere medlemmer.

Nicetraktaten forstærkede også samarbejdet på områder som arbejdsmarkedspolitik, klimapolitik og en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Den bestemte også, at ikke alle EU-lande behøver være med i det hele. Nicetraktaten indførte nemlig et forstærket samarbejde. Nogle EU-lande kunne altså vælge at gå videre, uden at alle EU-lande er med.

2004

Den store østudvidelse


© European Communities , 2004   /   Photo: Maxwell’s-Irish Presidency

 

EU vokser til 25 medlemmer. De nye familiemedlemmer er Estland, Letland, Litauen, Polen, Slovakiet, Slovenien, Tjekkiet, Ungarn samt Cypern og Malta.

Det var en stolt dansk statsminister, der efter lange og trættende forhandlinger endelig kunne sige til pressen: Vi har en aftale.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) sad for bordenden, da EU under det danske formandskab i 2002 forhandlede om at optage 8 lande fra Central- og Østeuropa samt Malta og Cypern. De blev optaget i 2004.

Optagelsen af nye lande fortsatte i 2007, hvor Rumænien og Bulgarien kom med i EU. Seks år senere blev det Kroatiens tur. Det er indtil videre sidste gang, at EU har optaget nye medlemslande.

Læs mere

2007

Et mere moderne EU


© European Union , 2017   /  Source: EC – Audiovisual Service   /   Photo: Marco Zeppetella

 

EU-landene underskriver Lissabon-traktaten. Formålet er at gøre EU mere demokratisk og blive bedre i stand til at møde klimaændringer, sikkerhed og bæredygtig udvikling. Traktaten træder i kraft den 1. december 2009.


Den seneste store reform af EU skete med Lissabontraktaten i 2007. Traktaten havde tre hovedformål: Det skulle være lettere at træffe beslutninger, der skulle være mere fokus på åbenhed og demokrati, og EU skulle blive bedre i stand til at tackle globale udfordringer.

Endnu engang besluttede EU-landene at indføre kvalificeret flertal i Ministerrådet på en række politikområder. Samtidig blev Europa-Parlamentet styrket som lovgiver og fik større indflydelse på EU’s budget. Det Europæiske Råd fik også en fast formand, som skal lede og koordinere stats- og regeringsledernes arbejde.

Samtidig skulle to nye topposter styrke EU’s rolle på den internationale scene. En fast for Det Europæiske Råd og en ny udenrigsminister skulle repræsentere EU og tale på alle medlemslandenes vegne ude i verden.

Med Lissabontraktaten fik EU mulighed for at lovgive om politi- og strafferetligt samarbejde, og EU fik sit eget charter om grundlæggende rettigheder. Det skulle synliggøre EU-borgernes rettigheder over for EU’s institutioner.

Lissabontraktaten indførte også de såkaldte borgerinitiativer, som pålægger Europa-Parlamentet og Ministerrådet at behandle et forslag, hvis 1 million borgere i EU skriver under på det.

2016

Storbritannien forlader EU

© European Union , 2016   /  Source: EC – Audiovisual Service   /   Photo: Lieven Creemers

 

Den 23. juni 2016 stemte et flertal af briterne ved en folkeafstemning for Storbritanniens udtræden af EU. Det er første gang, at et land forlader unionen, og der er forhandles lige nu om, hvordan det kan lade sig gøre.

Efter en lang og ophedet valgkamp skulle briterne til stemmeurnerne torsdag den 23. juni 2016. Afstemningen handlede om, hvorvidt Storbritanniens fremtid lå inden for eller uden for EU. Et flertal af briterne stemte for at forlade Unionen.

Det er første gang, et medlemsland forlader EU. Storbritannien og EU forhandler aktuelt om, hvordan skilsmissen skal foregå. Parterne skal f.eks. blive enige om, hvor mange penge Storbritannien skal betale til EU, og om britiske virksomheder stadig skal have adgang til det indre marked.

Forhandlerne har indtil 30. marts 2019 til at blive enige om en aftale. Uret tikker.

Læs mere